Vi besøgte Faro onsdag den 19. marts 2025
Du kan finde byen på FelixNomadAdventures kortet
Vi ankom i regn. Ikke bare små dryp, men ægte, gennemblødende dryppen-ned-ad-snuden-regn. Så vi trillede ind til Faro, fandt en god p-plads lige uden for den gamle bymur og rystede regnen af os – To’ben lavede noget varmt at spise, og jeg foldede mig sammen i en lun krog af Hundehuset. Ingen kom og gøede af os. Det var en stille aften med lyden af dråber og duften af våd asfalt og rejsetrætte poter.

Vi sov trygt og tæt på byens gamle mure, hvor der – trods begrænset plads – var ro og rimelige forhold for et Hundehus. Dagen efter kørte vi ud til en stor, åben plads ved lufthavnen, hvor vi havde tænkt os at overnatte igen. Men næste morgen blev vi venligt, men bestemt, bedt om at køre videre af det lokale politi. Så: fin mulighed for en enkelt nat i byens hjerte – men drop planer om baselejr ved lufthavnen.

Vi brugte dagen på at trave Faro tynd. Først gennem den gamle by med brostensgader, rolige pladser og tunge døre, der knirkede i vinden. Dernæst ud i den nyere del, hvor butikker og byliv strakte sig som en lang snor af lyde, dufte og mennesker. Vi fulgte floden med små afstikkere ind i gaderne – og jeg fik næsen godt brugt.

Midt i den historiske by finder man Igreja do Carmo, og bag den: Capela dos Ossos – et knoglekapel, hvor væggene er dækket af ægte menneskeknogler. Makabert? Måske. Men også et minde om livets skrøbelighed, som To’ben sagde. Jeg foretrak dog stadig pinde. Og godbidder.
Vi ankom i regn og fandt ly lige uden for den gamle bymur. Næste dag viste Faro sig fra en venligere side – med brostensgader, kirker og et kapel pyntet med knogler. Den gamle by hvisker historier, mens den nye summer af butikker og byliv. En dag med snus, stilhed og snoretræk i to retninger. Faro var ikke min yndlingspind i Portugal, men den havde charme nok til en hel dag med næsen i vinden og halen i ro.
En hund kan ikke tænke så meget over, hvad den gør – den gør bare dét, der føles rigtigt.