Évora

Évora – knogler, kultur og krøllede snusestier 🐾

Fredag den 25. april 2025.

Et benkast fra historien og langt mere end en almindelig by

Der er byer, og så er der Évora – den slags sted, hvor selv en garvet rejsesnude som mig må stoppe op og løfte ørene. Her i hjertet af Alentejo ligger en gammel by, som har set flere århundreder, end jeg har set pinde. Den er omgivet af mure, pakket med historier og fyldt med de slags dufte, man kun finder, hvor tiden har sat sig i lag på lag.

Vi kom kørende ind i byen med både forventninger og tomme madskåle, og allerede ved første sving kunne jeg mærke, at her var noget særligt. Évora lugter ikke bare af grillet kylling og varme sten – den lugter af liv, af fortid og af eventyr. Her snor gaderne sig som snoede hundesnore, og bag hvert hjørne venter endnu et syn, endnu en stemning, endnu en historie.

Vi gik ikke indenfor i byens mange kirker og museer – det må To’ben klare uden mig en anden gang – men selv fra gadeplan og skyggehjørner mærker man, at Évora er en by med sjæl. En by, der vogter på sine hemmeligheder, men gerne deler dem, hvis man følger næsen og tager sig tid. Og det gjorde vi.

---

🅿️ Parkering og praktisk poteplads

Da vi ankom til Évora, var solen ved at lægge sig, og det samme var alle autocampere tydeligvis – for p-pladserne var allerede fulde som en madskål efter fastedag. Men efter lidt snusen rundt fandt vi en fredelig og rummelig p-plads ved en kirkegård, hvor vi sov trygt og godt under stjernehimlen. Næste morgen var det lettere at finde plads tættere på byen, og vi kunne i ro og mag begynde vores opdagelser. Tip fra en erfaren vovse: kom tidligt, hvis du vil holde centralt og undgå at køre i cirkler med tungen ude af vinduet.

---

🐾 Oplevelser og snusestier

Évora er som en duftlabyrint for både næse og nysgerrighed. Vi travede langs gamle mure, gennem smalle gader og forbi gårdhaver, hvor citrontræerne duftede af sol og fortid. Hver brosten har set mere historie end de fleste hundeår tillader, og der er noget særligt ved at snuse til en by, der har været hjem for både romere, maurere og middelaldermennesker.

Vi kom forbi det berømte romerske tempel, som rager op midt i byen med sine stolte søjler – en slags ruinhøjtidelighed omgivet af duer og kameraer. Og så var der den sagnomspundne Capela dos Ossos – knoglekapellet – som To’ben fortalte mig om med lidt gysen i stemmen. Vi gik ikke ind (hundeforbud og for meget ekko), men bare tanken om vægge foret med rigtige knogler gav mig kuldegysninger under pelsen. Alligevel… fascinerende på sin egen, sære måde.

---

⛪ Kultur og knogleklang

Selvom vi ikke trådte ind i museer eller kirker (de har stadig ikke forstået vigtigheden af fire poter i kulturens tjeneste), mærkede vi tydeligt, at Évora er en by bygget af ånd og sten. Bag hver port og hvert gyldent spir gemmer sig fortællinger om konger, købmænd og klosterliv.

Domkirken, Sé de Évora, troner højt og værdigt – og selv fra ydersiden er den en majestætisk oplevelse. Vi sad ofte i skyggen af gamle klostermure og lyttede til klokkeslag og menneskestemmer, mens To’ben læste op fra guidebogen og fortalte mig, hvad vi kunne have set, hvis jeg altså havde været mindre pelsklædt og lidt mere museumsegnet.

---

🐾 Felix siger

Évora er en snuseregn af historie, varme sten og levende stemninger. Selv uden adgang til de indendørs vidundere er byen en skattekiste for den nysgerrige pote. Duften af fortid, lyden af kirkeklokker og følelsen af at træde gennem århundreder gør den til en særlig oplevelse – selv fra fortovshøjde. Jeg gik ikke ind i kapeller eller museer, men jeg gik ind i Évoras sjæl. Og den logrer jeg stadig over.

---

📌 Kort om Évora

• 📍 Region: Alentejo, Portugal
• 🅿️ Parkering: Bedst om formiddagen, gratis og betalte pladser omkring centrum
• 🐕 Hundevenlig: Ja, i byens udendørs rum – men ikke på museer
• ⭐ UNESCO Verdensarv siden 1986
• 🏛️ Kendt for: Romersk tempel, Capela dos Ossos, katedralen og velbevaret bymur

Manuel I of Portugal

Felix møder Kong Manuel – i snus og skygge 🐾

En konge med krone, kæmpemod og kærlighed til Évora

Hvis du har fire poter på jorden i Évora og kigger op – virkelig op – så vil du hurtigt opdage, at byen er fyldt med gamle sten, buede vinduer og tårne, der strækker sig mod himlen som logrende haler. Mange af dem har én bestemt To’ben at takke for deres storhed: Kong Manuel den Første, som levede fra 1469 til 1521.

To’ben fortalte mig om ham, mens vi sad i skyggen ved domkirken og delte en ostemad. “Han var en konge med visioner,” sagde han. “Og penge.” Det sidste forstod jeg straks betydningen af – uden god mad og guld i kassen kommer man sjældent langt.

Det var især i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet, at Évora blomstrede som en pelset forårsplæne under Kong Manuels pot… undskyld, hånd. Han gjorde byen til et af Portugals vigtigste kongelige og kulturelle centre. Herfra blev der truffet store beslutninger, holdt hof, skrevet historie – og sikkert også tabt et par kødben i slotsgården.

Han satte gang i byggeriet af storslåede klostre, kirker og palæer, mange i den særlige manuelinske stil – fuld af snoede søjler, havmotiver og pynt, der kunne gøre selv et simpelt dueslag majestætisk. Det er den slags byggeri, hvor man som hund bliver helt stille og bare glor. For det er smukt. Og det lugter af noget ældre end katte.

Manuel var ikke bare en konge med smag for storhed. Han var også den konge, der sendte Vasco da Gama af sted mod Indien og satte Portugal på verdenskortet. Og her midt i Évora kan man stadig mærke, at storhedstiden trækker lange skygger over brostenene.

Jeg ved ikke, om kong Manuel nogensinde havde en hund, men hvis han havde, var det nok én med gyldent halsbånd og silke på poterne. Alligevel tror jeg, vi ville have forstået hinanden. Vi har begge en svaghed for høje udsigter og gode historier.