Det var egentlig bare meningen, at vi skulle rulle videre. Men så rejste Evoramonte sig pludselig foran os som en kæmpe stenknogle midt i landskabet. Højt oppe, isoleret og dragende – en af de slags steder, hvor både To’ben og firepoter får lidt mere luft i snuden og tid i tankerne. Vi drejede af, trillede op, og snart stod vi i en lille by, der ligger helt samlet bag sin bymur, som om den vogter på noget særligt. Og det gør den.
Erovamonte, Alentejo, Portugal
🅿️ Parkering og praktisk poteplads
Vi fandt en fin plads nær toppen, lige i nærheden af borgen. Der var ikke meget trafik og plads nok til både hundehus og haleløft. Det blæste godt – så madskåle og ører skulle holdes i ro – men det var til gengæld en udsigt værdig for både konger og gadehunde.
🐾 Oplevelser og snusestier
Erovamonte, Alentejo, Portugal
Byen er ikke stor, og alt ligger inden for den gamle bymur, men hver krog gemmer på noget. Jeg snusede mig igennem smalle brostensgader, hvor dørene knirker, og kattene kigger skeptisk fra vindueskarme. Alt fører op til borgen, som ligner en blanding af en middelalderlig fæstning og en osteklokke med tårne. Jeg kunne ikke komme ind – men To’ben blev stående længe og stirrede, som om han så hele Portugals historie foran sig. Jeg tror, han gjorde det.
⛪ Kultur og knogleklang
Erovamonte, Alentejo, Portugal
Evoramonte er ikke bare en borg – det er også stedet, hvor den portugisiske borgerkrig sluttede i 1834, da Dom Miguel overgav sig til Dom Pedro. Tænk, at sådan en lille by har lagt sten til så stor en fred. I dag er her mest stilhed og stenvægge, men det er, som om man kan høre fortidens fodtrin i vinden.
🐾 Felix siger
Et uventet stop, der satte sig fast i pelsen. Evoramonte er et sted for store udsigter og små eftertanker – og for To’ben, der har brug for at trække vejret og kigge ud over livet.
Jeg har snuset mig forbi mange borge, men borgen i Evoramonte er noget helt særligt. Den ligner ikke de sædvanlige fæstninger med tårne som hugtænder og mure, der vrænger af fjender. Nej, den her er… rund. Og rolig. Næsten som om den ikke gad slås.
Den blev bygget i 1500-tallet, mens kongerne stadig skiftede mellem kapper og krige. Dens form er mere renæssance end middelalder, med store cylindriske tårne, vinduer med udsigt og kanter, der er glatte som polerede knogler. Det siges, at den blev rejst af Hertugen af Bragança, som havde brug for en privat og strategisk stærk bolig på toppen af verden – og herfra kunne han virkelig se, hvem der nærmede sig med onde hensigter… eller mad.
I dag er der ingen fare på færde, kun måger og vind, og en borg der hviler i sig selv, som en gammel vagthund, der har fortjent sin middagslur. Jeg kunne ikke komme ind, men jeg cirklede omkring den og mærkede, hvordan stilheden lå tyk som støv på murene. Den siger ikke meget – men den siger nok.
Det blæste en del den dag, vi stod foran borgen. Måske var det bare vejret. Eller måske var det et ekko fra dengang Dom Miguel overgav sig her i maj 1834 og afsluttede den portugisiske borgerkrig. Jeg ved ikke, hvordan det lugtede den dag – men jeg forestiller mig sved, støv og lettelse.
Borgerkrigen, der også blev kaldt Den Liberale Krig, stod mellem to brødre: Dom Pedro, der ville give folket en forfatning og frihed, og Dom Miguel, som ville holde magten i familiens faste pote. De skændtes, sloges og splittede landet i næsten syv år.
Men her, i Evoramonte, på toppen af Alentejo, sluttede det. De underskrev en overgivelsestraktat, som gjorde slut på krigen og sendte Dom Miguel i eksil. Portugiserne kunne ånde ud, og landet kunne begynde at hele – lidt ligesom en flækket pote, der endelig får ro.
I dag er der ikke mange spor af selve begivenheden. Men du kan mærke det. Vinden bærer noget med sig, og selv en hund med beskeden historisk skoling kan mærke, at dette sted engang var helt stille – fordi nogen valgte fred frem for kamp.
Placering: Alentejo, på en bakke mellem Estremoz og Évora Højde: Ca. 481 meter over havet Kendt for: Den runde borg og fredsaftalen i 1834 Felix’ favorit: Udsigten og de vindomsuste stier med duft af rosmarin og historie
Hej med dig – jeg er Felix! 🐾
Jeg er en 12-årig Border Collie med lidt sølv i pelsen og masser af eventyr i poterne. De sidste 4 år har jeg rullet gennem Europa sammen med min trofaste To’ben (nogle kalder det menneske, men jeg ved bedre). Vi rejser i det, To’ben kalder en autocamper – men lad os være ærlige: Det er jo mit Hundehus på hjul!
Vi lever et liv fuld af åbne horisonter, snirklede stier og steder, der dufter som intet andet. To’ben siger, vi finder fred og renser sjælen – jeg siger, det handler om frihed, friske spor og vinden i ørerne. Og måske en pind eller to.
For at huske alle de små og store mirakler undervejs – og måske inspirere andre poter og To’ben’er derude – har vi lavet denne hjemmeside. Her deler jeg snuderige historier fra vejen, krydret med refleksioner, hundevisdom og en god portion nysgerrighed.
Der kommer løbende nye indlæg – og du er mere end velkommen til at snuse med, bjæffe lidt i kommentarfeltet eller bare følge vores poter gennem landskaber og landegrænser.
