Med logrende hale gennem Portugal.
Find flere indlæg på kortet.
Midt i februar, et sted i Andalusien, sidder jeg og stirrer ud på regnen. Den siler ned i stride strømme, og selv de lokale ryster på hovedet – ingen kan huske, hvornår himlen sidst har været så utæt. Jeg skuler op på To’ben. “Var det ikke sol og eventyr, du lovede mig?”
Lørdag den 15 marts 2025.
Men vi har tiden på vores side – og i vores poter. Vi triller langsomt afsted, så langsomt at sneglene overhaler os med et hoverende glimt i øjnene. Marts sniger sig ind, og endelig, den 15., ruller vi over Ponte Internacional do Guadiana. Broen fører os over den brede flod, der skiller Portugal fra Spanien, og jeg stikker snuden op mod himlen i håbet om at dufte solskin. Lidt mindre regn, lidt mere lys – vi nærmer os noget!
Første stop: Sapal de Castro Marim bird hide et naturområde lige på den anden side af grænsen. Et sted for fuglekiggere, siger de. Flamingoer, visker de. Jeg gør mig lang og kigger forventningsfuldt. Flamingoer? Næh. Bare en håndfuld almindelige vandfugle, der plasker rundt. Men benene bliver strukket, poterne får nyt liv, og duften af vild natur kilder min næse.
Dernæst triller vi ind i Vila Real de Santo António – en by med lange, lige gader og en historie, der dufter af konger og store planer. Menneskene taler om symmetriske torve og flotte fliser, mens jeg snuser mig frem til langt vigtigere sager: dufte af nygrillede sardiner og friskbagt brød. På den centrale plads, Praça Marquês de Pombal, sætter vi os og nyder atmosfæren. Jeg overvejer, hvor stor chancen er for, at nogen taber en reje på jorden.
Byen har noget særligt. Floden, torvet, fyrtårnet med udsigt over både Portugal og Spanien. Her er ikke horder af turister, bare en rolig, autentisk stemning, der får selv en rejsende hund til at føle sig hjemme.
Og så er der maden – åh, maden! Fisk så frisk, at den næsten spræller, skaldyr i dampende gryder, og duften af havet i hver eneste bid. Jeg får måske ikke en hel cataplana serveret på en sølvbakke (ubegribeligt!), men mon ikke en lille fiskebid kan falde af?
Til sidst finder vi et sted at tilbringe natten. To’ben rumsterer rundt og fremtryller en pizza, som han ser ud til at være ganske stolt af. Jeg kaster et blik på min velkendte tørkost – nu med en lille snert af det, han selv har lavet. Ikke helt retfærdigt, men dog en lille trøst.
Inden mørket sænker sig helt, tager vi en sidste luftetur. Luften er mættet af dufte fra havet og varme sten, og mine poter finder sig til rette i det portugisiske grus. Så kommer mørket, og vi begynder begge at gabe. Natten kalder, og vi kryber til ro i vores lille rullende hjem. For i morgen venter en ny dag, og hvem ved? Måske byder den på eventyr – eller i det mindste en bid mere af noget lækkert.
Cacela Velha – en stille pause ved havkanten
Mandag den 17. marts 2025.
Vi trillede langsomt af sted, med snuden vendt mod havet, og endte et sted, der næsten ikke ligner noget som helst andet – Cacela Velha. En lille, historisk landsby, der hviler på en klippetop med udsigt over hav og himmel. Men her er ikke plads til Hundehuse. Skiltene fortalte os høfligt, at vi måtte parkere et stykke væk – så det gjorde vi, på en lille støvet sidevej nogle hundrede meter før byen.
Vi begav os til potes langs vejen og ind i noget, der føltes som en tidslomme. Hvide huse, lavstammede mure og en kirke, der har kigget ud over havet i flere hundrede år. Her dufter det af salt, lavendel og gamle dage. Ingen stress, ingen biler – kun vinden og den sagte knirken fra tunge trædøre og skodder, der vipper i brisen.
To’ben overvejede en café, men den lod vi stå. I stedet bryggede vi vores kaffe i Hundehuset – med vinduet åbent og udsigt til stilheden. Cacela Velha er ikke et sted, man behøver gøre noget. Man skal bare være.
Vi sov ikke her – det var ikke stedet for en overnatning i camper, men snarere for en eftermiddag i ro og nysgerrig snusen. Så vi logrede roligt videre mod Tavira, men med Cacela Velha som en lille, fin perle i pelsen. En, man bærer med sig længe.
Tavira i stille regn
Mandag den 17. marts 2025.
Vi ankom til Tavira i stille regn – ikke dramatisk, bare vedholdende. Himlen var grå, og vandet dryppede fra sidespejlene, da Hundehuset fandt sig til rette på en parkeringsplads lidt i udkanten af byen. Ikke langt, men nok til at man kunne mærke overgangen fra asfalt til brosten under poterne.
Med regnjakken knappet og ørerne let på hæld begav vi os ud på opdagelse. Først langs floden – Rio Gilão – hvor byen lægger sig smukt omkring det rolige vand. Selv i regn har Tavira charme. Den gamle bro spændte sig over floden som en hilsen fra fortiden, og små både duppede roligt i det grågrønne spejl.
Vi drejede af her og der – ind i de smalle gader, hvor husene står tæt og fliserne glimter, selv i vådt vejr. En lavmælt by, elegant og uden hast. Regnen skabte en særlig stemning – som om Tavira hviskede i stedet for at tale.
To’ben overvejede en café, men vi sprang det over denne gang. Vi var gennemblødte og begyndte at længes efter tørre sokker og noget varmt mellem poterne. Så efter en lille runde vendte vi tilbage til Hundehuset, rystede regnen af og satte kursen mod Faro.
Tavira blev denne gang kun en regnvåd parentes – men en poetisk én af slagsen. Og hvem ved – måske kommer vi tilbage en dag, i sol og tør pels.
Faro – mellem våde poter og gamle mure
Onsdag den 19. marts 2025.
Vi ankom til Faro en sen og regnvåd eftermiddag. Trætte, pjaskvåde og mest optagede af at finde et sted, hvor vi kunne blive tørre, få lidt mad i maven og gøre klar til natten. Heldigvis fandt vi en rummelig parkeringsplads lige uden for den gamle bymur – perfekt til Hundehuset og tæt nok på, men uden byens trængsel.
Vi blev inde resten af dagen, med regnen trommende på taget og duften af varm mad og fugtig pels i luften. Nogle dage er bare til at kravle i hi – og det gjorde vi.
Næste dag klarede det lidt op, og vi tog på opdagelse. Først ind bag den gamle bymur, hvor Faro viser sit ældste ansigt: brostensgader, hvidkalkede facader, tunge døre og stille pladser. Der er en særlig stemning i den gamle bydel – som om tiden går lidt langsommere her.
Men vi nåede også ud i den nyere del af byen, hvor butikker, caféer og hverdagsliv fylder gaderne med liv og travlhed. Her kunne To’ben se på fristelser bag vinduerne, mens jeg holdt snuden lavt og fandt godbidder af duft i rendestenen. En fin kontrast til det gamle Faro – moderne, men med charme.
Da dagen gik på hæld, kørte vi ud mod lufthavnen, hvor vi fandt en stor, flad parkeringsplads til natten. Men næste morgen blev vi vækket af politiet – venlige, men faste: Ingen overnatning her. Så vi startede op, logrede stille og rullede videre mod nye eventyr.
Praia dos Tomates – En pause med poteplads og havudsigt🐾
Mandag den 24. – torsdag den 27. marts 2025.
Nogle steder føles bare som en blød pude i solen – og Praia dos Tomates er lige præcis sådan et sted. Efter dage med byvandringer og regn i pelsen, havde vi brug for at lave… absolut ingenting. Bare flade ud, få sol på snuden og snuse rundt uden at skulle andet end at være der.
Her fandt vi et stort, grønt og fredeligt område med gratis poteplads, masser af rum til Hundehuse og blafrende ører – og kun 200 meter ned til en strand, der næsten var for god til at være virkelig. Fin sand, frihed til at løbe uden snor og havbrus i ørerne – hvad mere kan en hund ønske sig?
Vi blev her i flere omgange. Kørte lidt ud, snusede til nye byer, men vendte flere gange tilbage, som til en god gammel kurv. Her fik både To’ben og jeg fine bekendtskaber – og hvem ved, måske også begyndende venskaber.
Det eneste minus? Cyklerne. De suser forbi som forvoksede metal-myg, og selvom To’ben beder mig lade være, så kan jeg altså ikke lade være med at gø af dem. Det er min pligt. Nogen må jo holde vagt.
Alte – regndråber, vandfald og æslet Baltazar 🌧️🐴
Onsdag den 2. april 2025.
Vi snusede os frem til Alte, en lille perle midt i Algarves bakkede landskab. Her parkerede vi bag kirkegården – et fredeligt og ret praktisk sted med nem adgang til både by og natur. Jeg sprang ud på poterne og kunne allerede dufte noget særligt i luften… måske lavendel… måske regn.
Vi fandt hurtigt stien ned til det lille vandfald, Queda do Vigário, via en masse trapper, som To’ben mente, jeg skulle tage pænt – men hallo, jeg har firehjulstræk. Selve vandfaldet var ikke stort, men det lå så hyggeligt nede i en lavning, med små stier og en håndfuld mennesker, der også havde opdaget dette grønne åndehul. Jeg snusede lidt rundt og overvejede et dyp i vandet, men det var altså ikke badedag i dag.
Bagefter gik vi op til byen – en lille, stemningsfuld sag med smalle gader, caféer og hvidkalkede huse. Vi hilste på byens lokale stjerne: æslet Baltazar! Han bor på vej ind i byen og havde travlt med at tygge hø og holde øje med alle, der kom forbi. Jeg sagde pænt goddag, men holdt lidt afstand – man ved aldrig med de lange ører.
Vi sov i camperen bag kirkegården, og det blev en nat, man ikke lige glemmer. Regnen trommede på taget som en vuggende rytme, og på et tidspunkt lynede det så tæt på, at jeg overvejede at hoppe op i sengen med To’ben (men jeg lod være – jeg er en modig hund… det meste af tiden).
Loulé – lukkede boder og grå himmel 🎈🌥️
Søndag den 6. april 2025.
Vi besøgte Loulé en gråvejrs-søndag, og det store indendørs fødevaremarked – som ellers skulle være byens stolthed – var lukket. Der var også et andet marked med lidt af hvert: tøj, ting og sager, og masser af duftspor… men ikke noget, der fik halen til at logre vildt.
Vi travede lidt rundt i byen, men mange gader var opgravet og under renovering, så det hele føltes lidt rodet. Loulé fangede ikke helt vores hjerter, men måske skal man komme på en solskinsdag og med åbne markeder – så ser byen måske anderledes ud for andre snuder.
Her finder du Loule
Praia do Alemão – klipper, kyst og en pote i paradis 🐾
Mandag/tirsdag den 14-15 april 2025
Vi kom trillende fra vores yndlingspauseplads ved Praia dos Tomates, snuden pegende mod Benagil Cave – men uanset hvilken vej vi prøvede, blev vi mødt af de der “autocampere forbudt”-skilte. Det får altså halen til at hænge. Ikke ligefrem en varm velkomst for en fredelig vovse og hans To’ben.
Men så fandt vi Praia do Alemão – eller Barranco das Canas, som det også kaldes – og dér lettede stemningen. En skjult lille strandperle med dramatiske klipper og gyldent sand, hvor jeg kunne snuse havbrisen og lytte til bølgernes brusen. Ikke mange steder at overnatte i området, men denne plet gav os en velfortjent pause, lidt strand under poterne og en følelse af frihed igen.
Logren i Lagos – historie, fisk og fællesskab 🐟⛵
Ondag den 16. april 2025.
Efter Praia do Alemão trillede vi videre i godt selskab – sammen med det søde svensk-nederlandske par og deres dejlige damehund. Vi stoppede i Lagos, hvor vi slentrede rundt i den gamle by og fik snuset til både fortid og fisk!
Vi besøgte pladsen med statuen af Henrik Søfaren – eller Infante Dom Henrique, som han hedder her i Portugal. To’ben fortalte noget vigtigt og tungt: at netop denne plads engang var centrum for slavehandel i Europa. Et sted med mange lag – ikke kun sol og ferie, men også historie, vi skal huske.
De tobenede fik sig en god frokost med fisk, og der blev nikket tilfreds omkring bordet. Bagefter gik turen videre mod vest – mod vinden og klipperne i Sagres.
Fortaleza de Sagres – Snudetip fra verdens ende 🐾
Lørdag den 18. april 2025.
Efter at have snuset os gennem historiske Lagos, strakte vi næserne mod vest – helt derud, hvor landjorden ender, og vinden slikker klipperne. Her fandt vi Fortaleza de Sagres – en gammel borg på kanten af verden!
Jeg må sige, To’ben og jeg blev blæst bagover (næsten bogstaveligt talt), da vi trådte ud på fæstningens enorme åbne plads med havet brusende omkring os på tre sider.
Det føltes som at stå på næsetippen af hele Portugal – frihed i pelsen, salt i skægget og eventyr i poterne!
Med gamle kanoner, blafrende flag og hemmelighedsfulde stier langs klipperne, var det som om hele fortet hviskede historier om modige søfarere og glemte skatte. Jeg satte straks næsen i vinden og spejdede mod horisonten – måske kunne jeg få øje på Amerika?
Første pote på toppen – Miradouro da Fói
Mandag den 21. april 2025.
Efter en dag fyldt med eventyr, landede vi på Miradouro da Fóia, den højeste punkt i Algarve 902 m, og wow – sikke en udsigt! Vi parkerede vores hundehus og kiggede ud over de bølgende grønne bakker og fjerneste bjerge, der så ud som om de strakte sig op til himlen. Vinden legede med min pels og fik mig til at springe rundt i små cirkler, mens solen og skyerne tog en leg om at spille skiftevis på himlen. Én gang var det solskin, næste øjeblik var vi omfavnet af en kold sky, og så kom solen igen, som om den ville holde mig på tæerne. Det var et vejr med karakter – lidt som mig, altid klar til at bytte tempo!
Vi besluttede os for at overnatte her, hvor naturen gav os et fantastisk lyst og skiftende landskab at drømme om. Jeg kiggede op på stjernerne, mens vi lå i hundehuset, og selvom vi var på vej mod Évora, føltes det som om vi allerede havde fundet et gemmested på toppen af verden.
Her finder du Miradouro da Fóia
Snudesving i Castro Verde – en grøn overraskelse 🐾
Onsdag den 23. april 2025.
På vej mod nye eventyr drejede vi snuden ind mod Castro Verde – bare for at strække poterne, men vi endte med at blive natten over. For sikke en hyggelig og velholdt lille by, der nærmest hviskede: “Bliv lidt længere.” Og det gjorde vi! Lige ved byens kant fandt vi en stor, pæn plads, hvor vores hundehus kunne hvile med udsigt til kirketårne og solnedgang.
Vi gik en rolig tur gennem byen, hvor de hvide huse og små gader gjorde det svært ikke at snuse til hver en krog. Stemningen var stille og venlig – som om byen smilte til os med sin grønne sjæl og lange historie.
Castro Verde ligger midt i det gamle Alentejo-landskab og har rødder helt tilbage til romertiden. Området har altid været vigtigt – både som landbrugsområde og som slagmark for store historiske begivenheder. Her i nærheden blev det berømte slag ved Ourique kæmpet i 1139, hvor Portugals første konge, Afonso Henriques, efter sigende vandt en afgørende sejr mod maurerne.
I dag er byen langt mere fredelig – og helt perfekt til en poterolig pause med plads til både snuden og sjælen.
Évora – endelig fremme! 🐾
Fredag den 25. april 2025.
Efter mange dages snuden-mod-nord kørsel rullede vi endelig ind i Évora – byen, som To’ben havde talt om igen og igen. Vi kom lidt sent, og alle de gode p-pladser var allerede taget af andre hjulbenede turister, men vi fandt en fredelig plet ved en kirkegård, hvor vi kunne slå pote-ro og nyde natten. Dagen efter åbnede byen sig med bedre parkeringspladser og endnu bedre muligheder for eventyr.
Og så – wauw! Évora er som et levende historisk benlager. Allerede fra første snus kunne jeg mærke, at her gemmer sig gamle hemmeligheder i hver eneste brosten. En romersk tempelruin midt i byen, en knoglekirke (!!) med kranier i væggene, snørklede gader hvor man kunne fare vild på den gode måde, og en stemning så rig på kultur, at selv min hale logrede med respekt.
Her kunne vi vente os alt fra store kirker og klostre til små pladser fyldt med cafédufte og liv. Og jeg lover: der var masser af skyggefulde hjørner at hvile poterne i – og masser at snakke om, da vi endelig rullede videre igen.
Evoramonte – et bjerg af stil og snus 🐾
Lørdag den 26. april 2025.
Vi havde egentlig ikke planlagt at stoppe – men så dukkede Evoramonte op som en kæmpe klump historie midt i landskabet. En bakketop med udsigt til hele verden (eller i hvert fald hele Alentejo), og på toppen tronede en borg så rund og mærkelig, at jeg måtte blinke flere gange.
Stenene var varme, vinden frisk og stilheden så tung, at selv mine poter gik på tæer. Her er ikke meget trafik – hverken af biler eller To’ben – men til gengæld masser af plads til tanker og snus. Et sted, man ikke vidste, man manglede, før man stod der.
Forte de Santa Luzia – stjerner, støv og snus i skyttegraven 🐾
Tirsdag den 29. april 2025.
Vi rullede ind i Elvas og fandt straks poteplads ved en fæstning, der lignede noget fra en anden verden. Forte de Santa Luzia – en stjerneformet kæmpe i sten og stilhed. Her ligger den og skuer ud over landskabet, klar til at forsvare byen mod alt fra fjendtlige hære til vildfarne duer.
Jeg snusede rundt i voldgrave og mure, hvor der engang var krudtrøg og kommandoråb. Nu var der kun sol, støv og lidt skygge til en lur. To’ben var begejstret – og jeg må indrømme, at selv jeg følte mig lidt strategisk der på toppen af bastionerne.
Et stærkt førstehåndssnus i en by, der lover flere lag af fæstning, historie og halevift.
Elvas – fæstningsbyen med blomster i voldgraven og udsigt fra hver mur 🐾
Torsdag den 1. maj 2025.
Vi rullede op til Elvas og blev straks mødt af mure, der bugter sig som slanger af sten omkring hele byen. Her har man ikke sparet på hverken krudt eller kalkmørtel! Elvas er en vaskeægte fæstningsby, der snor sig op og ned ad bakkerne med bastioner, volde og vinkler, man kan snuse sig vild i.
Men midt i det hele – mellem kanoner, kapeller og krinkelkroge – finder man blomstrende voldgrave, små torve med sprøjtende springvand og duften af kiks og kaffe i gaderne. Elvas er både rå og rar, med udsigt hele vejen til Spanien og historie under hver eneste pote.
Tomer – Tempelridderby med tårnhøje buer og varme poter 🐾
Søndag den 4. maj 2025
Nogle byer har bare den der snuse-fornemmelse af noget særligt. Tomar er sådan en. Gemt mellem bakker, granit og historie, hvor ridderne engang red og planlagde kors og korstog, står byen stadig stolt – og klar til at tage imod en hund med nysgerrig snude.
Vi fandt en fredelig plet på en nedlagt campingplads og blev hængende nogle nætter. Her kunne jeg strække alle fire ben og lytte til cikaderne, mens To’ben planlagde turene. Byens hjerte er hyggeligt og grønkantet, og hvis man lægger øret mod brostenene, kan man næsten høre ekkoet af tempelriddernes støvler.
De helt store seværdigheder – Convento de Cristo og den runde Charola-kirke – fik vi dog kun snuset til på afstand. Det blev for varmt, og To’ben sagde, at ingen ridder ville efterlade sin kammerat i et glovarmt hundehus. Så jeg fik hans selskab i skyggen i stedet for.
Men vi fik en anden oplevelse, som jeg stadig drømmer om: Aqueduto do Convento de Cristo – Troço Pegões Altos. En enorm, elegant og ubegribelig bygning, der løfter sine buer over skoven som en flok kæmpe-ben. Vi fulgte den et godt stykke ad stien, med udsigt, vind i pelsen og suset af gammel ingeniørkunst under poterne. Der var stilhed og storhed – og lidt spor af egern.
Tomar har hjerte, historie og plads til både riddere og ruflende potefolk. Det er en by, man vender tilbage til i tankerne – og måske i virkeligheden også.
About the Author
